Sådan sikrer du din AO-konto mod misbrug

Med en kode på din AO konto er du garderet imod svindlere. Og med et Pro-ID-kort til medarbejderne er du helt sikret mod misbrug af din konto.
AO oplever i stigende omfang, at svindlere forsøger at købe varer på andres konto. Det er meget generende både for AO og for vores kunder.
Derfor opfordres alle kunder til at få en kode på deres konto. Og hvis man vil være helt sikker, kan man desuden tilmelde sig Pro-ID. Dermed får nøglemedarbejdere i virksomheden et unikt ID-kort, som de skal vise, når de vil købe varer.
Når en AO-konto er forsynet med kode, er det umuligt at handle på kontoen, hvis ikke man kan oplyse koden. Computeren nægter simpelthen at gå videre til næste skærmbillede, før koden er tastet ind. Det giver en høj grad af sikkerhed, hvis man samtidig husker at skifte koden en gang imellem.
Livrem og seler
Ønsker man at gå med livrem og seler, kan man desuden få oprettet et Pro-ID-kort til de medarbejdere, som skal kunne handle hos AO. Pro-ID er skabt af Rørforeningen, og kortet kan bruges hos alle landets grossister.
Når man har oprettet Pro-ID-kort til relevante medarbejderne, skal man henvende sig i den lokale AO-butik for at få Pro-ID-kortene knyttet til de konti, man har hos AO. Et Pro-ID-kort kan tilknyttes en eller flere konti. På den måde kan man styre, hvilke medarbejdere, der skal have adgang til hvilke konti.
Desuden kan man sørge for, at materialer til en bestemt større byggesag bliver krediteret på den rigtige konto. Det er en fordel, når man skal lave regnskab, fordi man så har bedre styr på, hvilke materialer der er brugt på hvilke projekter.
Rediger dine Pro-ID-kort på nettet
Oprettelse af Pro-ID-kortet foregår på Pro-ID’s hjemmeside. Her kan man også løbende ændre stamdata for de enkelte Pro-ID-kort. Hvis en medarbejder for eksempel stopper, kan man lukke for Pro-ID-kort med en times varsel. På den måde undgår man, at fyrede medarbejdere handler på mesters regning.
Pro-ID-kortet er udstyret med et billede af medarbejderen samt virksomhedens navn og eventuelt også et logo. Alt sammen noget mester selv kan ændre på internettet, når han har bestilt kortet.
Udover at give sikkerhed ved indkøb hos grossisten fungerer Pro-ID-kortet også som et almindeligt ID-kort. Det betyder, at man ude på byggepladsen kan se, at den pågældende medarbejder har et lovligt ærinde.
Øget tryghed for kunden
Hvis medarbejdere er ude hos fru Hansen for at udføre en reparationsopgave, giver det også øget tryghed. Ældre mennesker kan være bange for tricktyve, som forsøger at skaffe sig adgang til deres hjem ved at udgive sig for at være en anden, end de i virkeligheden er. Men når håndværkeren bærer et Pro-ID-kort, kan kunden med det samme se, hvem han er. Desuden signalerer kortet, at man har med en seriøs virksomhed at gøre.
Opret Pro-ID
Udfyld tilmeldingsskemaet på Pro-ID’s hjemmeside: http://www.pro-id.dk/proid_tilmeld